Juridisk

Handelsbetingelser

Sidst opdateret: maj 2026

Disse handelsbetingelser gæller for alle aftaler om udlejning af photo booths og tilhørende ydelser indgået mellem MindeMagi (herefter "udlejer") og kunden (herefter "lejer"). Ved booking accepterer lejer disse betingelser i deres helhed.

1

Bestilling og ordrebekræftelse

Ved accept af vores handelsbetingelser bekræfter du, at du har læst og forstået nedenstående vilkår. En booking er bindende, når lejer har modtaget en skriftlig ordrebekræftelse fra MindeMagi. Ordreleverancen består af det, der fremgår af ordrebekræftelsen.

Kontaktoplysninger

MindeMagi Tietgens alle 17, 5230 Odense M E-mail: MindeMagi@Mindemagi.dk Telefon: +45 55 25 27 25 Cvr. nr. 33302959

2

Produktet

MindeMagi udlejer photo booths til private og erhvervsmæssige arrangementer. Alle pakker er inklusive opsætning og nedtagning, som varetages af vores professionelle personale.(undtaget Selfie Booth)

Mirror Booth

Et interaktivt spejl-booth med berøringsskærm, animationer og øjeblikkelig udskrivning og deling af billeder.

Classic Booth

En klassisk photo booth med høj billedkvalitet, nem at bruge og perfekt til alle typer arrangementer.

360° Booth

En 360°-platform, hvor gæsterne stiller sig op og kameraet drejer rundt for at optage en slow-motion video. Resultatet kan deles øjeblikkeligt via mobil / SMS eller e-mail.

Selfie Booth

Et kompakt og stilfuldt booth, perfekt til mindre lokaler. Gæsterne tager selv billederne og kan dele dem digitalt via mobil / SMS eller e-mail.

LED Danse Gulv

Et imponerende LED-dansegulv der skaber stemning og wow-effekt til ethvert arrangement. Gulvet kan tilpasses i størrelse og farve, og kombineres perfekt med vores øvrige photo booth-produkter.

3

Betaling

Alle beløb er i danske kroner (DKK) inkl. moms, medmindre andet er angivet. Betaling sker via bankoverførsel til det kontonummer, der fremgår af fakturaen.

Depositum

Ved bekræftelse af booking opkræves et depositum svarende til 25% af den samlede lejepris. Ved aflysning efter bekræftet booking refunderes depositummet ikke, medmindre MindeMagi aflyser arrangementet.

Restbetaling

Restbeløbet forfalder senest 7 dage før arrangementet. Ved manglende betaling forbeholder MindeMagi sig retten til at annullere bookingen uden refusion af depositum.

Tillægsydelser

Transport og kørsel uden for Odense-området faktureres separat og aftales forud for booking. Øvrige tillæg (fx brugerdefineret billedramme, ekstra rekvisitter) fremgår af ordrebekræftelsen.

4

Levering, opsætning & nedtagning

MindeMagi sørger for transport, opsætning og nedtagning af alt udstyr. Præcis ankomststid aftales med lejer forud for arrangementet.

Krav til opstillingsplads

Lejer skal sikre et fladt, ryddeligt areal på minimum 2×2 meter samt adgang til en stikkontakt (230V). Ved udendørs opstilling skal der være overdækning (telt e.l.), medmindre andet er aftalt skriftligt.

Opsætningstid

Opsætning tager typisk 30–60 minutter afhængigt af booth-type. Nedtagning tager ca. 30 minutter. Lejer skal sikre, at MindeMagi kan ankomme til opsætning i god tid inden arrangementets start.

Force majeure ved levering

MindeMagi er ikke ansvarlig for manglende levering som følge af udefrakommende omstændigheder, som det ikke er muligt at afværge — f.eks. naturkatastrofer, trafikale hændelser, strejker eller myndighedspåbud. I sådanne tilfælde tilbydes ny dato eller refusion.

5

Lejers ansvar

Lejer er ansvarlig for at sikse de nødvendige forhold for arrangementet og for skader på udstyret forårsaget af gæster eller deltagere i arrangementet.

Opstillingsforhold

Lejer er ansvarlig for at oplyse MindeMagi om særlige lokaleforhold, adgangsbegrænsninger eller andre relevante omstændigheder inden opsætning.

Skader på udstyr

Lejer er erstatningsansvarlig for skader på udstyret, herunder stativ, flightcase, skærm, glas og øvrige dele, i det omfang skaderne overstiger almindelig slitage og opstår i lejeperioden. Ved skade, bortkomst eller misligholdelse forbeholder MindeMagi sig retten til at opkræve et ekstra gebyr svarende til reparations- eller erstatningsomkostningen for det pågældende udstyr. Skader skal meddeles til MindeMagi uden unødigt ophold.

Tyveri og hærværk

Tyveri og hærværk skal straks anmeldes til politiet og MindeMagi. Lejer er ansvarlig for udstyret fra opsætningstidspunktet, til MindeMagi har foretaget nedtagning.

6

Afbestilling og ændringer

Afbestilling skal ske skriftligt til MindeMagi@Mindemagi.dk. Følgende vilkår gæller:

Mere end 14 dage før arrangementet

Depositum tilbageholdes. Restbeløb opkræves ikke.

8–14 dage før arrangementet

50 % af den samlede lejepris forfalder.

7 dage eller mindre før arrangementet

Fuld betaling forfalder, uanset om arrangementet afholdes eller ej.

Ændring af dato

Datoændringer er mulige efter aftale og uden gebyr, forudsat at den ønskede nye dato er ledig. Anmodning om datoændring skal fremsættes skriftligt senest 14 dage inden det originale arrangement.

7

Fortrydelsesret

MindeMagi yder en fortrydelsesret på 14 dage fra bestillingsdato, medmindre arrangementsdatoen ligger inden for 14 dage fra bestilling.

Arrangementet inden for 14 dage

Såfremt lejeperioden begynder inden for 14 dage fra bestilling, yder MindeMagi ikke fortrydelsesret. Dette er i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12, idet ydelsen udgør en tjenesteydelse i forbindelse med fritidstilbud inden for en bestemt dato.

Udøvelse af fortrydelsesret

Meddelelse om brug af fortrydelsesretten skal fremsendes som en utvetydig skriftlig erklæring pr. e-mail til MindeMagi@Mindemagi.dk.

8

Ansvarsbegrænsning

MindeMagis erstatningsansvar er i alle tilfælde begrænset til den af lejer betalte lejepris. MindeMagi er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder tabt fortjeneste, følgeskader eller tab som følge af tekniske fejl under arrangementet.

Tekniske problemer

Opstår der tekniske problemer under arrangementet, vil MindeMagis operatør straks forsøge at løse disse. Der medbringes altid reserveudstyr. Kan problemet ikke løses, er MindeMagis ansvar begrænset til en forholdsmæssig reduktion af lejeprisen.

9

Billeder og deling

Alle billeder taget ved arrangementet tilhører kunden og dennes gæster. MindeMagi kan anvende et udvalg af billeder til markedsføring, medmindre lejer skriftligt frabeder sig dette inden arrangementet.

Online galleri

Billeder gøres tilgængelige i et online galleri, der er tilgængeligt i op til 30 dage efter arrangementet. Galleriet er beskyttet af et personligt downloadlink.

Digital deling

Gæster kan øjeblikkeligt sende billeder til deres telefon via SMS eller e-mail direkte fra photo booten. MindeMagi er ikke ansvarlig for tekniske fejl hos tredjeparts delings- og SMS-leverandører.

10

Klagemuligheder & lovvalg

Disse handelsbetingelser er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister søges løst i mindelighed. Kan parterne ikke nå til enighed, afgøres tvisten ved de ordinære danske domstole med Retten i Odense som værneting.

Klage til MindeMagi

Har du en klage, bedes du i første omgang kontakte os på MindeMagi@Mindemagi.dk eller +45 55 25 27 25. Vi bestræber os på at besvare klager inden for 5 hverdage.